- Ville jeg græde, over den størrelse jeg havde.
- Var jeg meget mere social, en tur på McD skulle ikke stoppe mig.
- Var jeg ikke så aktiv, men tænkte ikke på sport som en sur pligt...
- Spiste jeg 3-4 gulerods- eller chokoladeboller fra bageren.
- Brugte jeg ikke 1-2 timer på at lave mad... Der spiste jeg bare, hvad vi havde.
- Spiste jeg ikke morgenmad, = mere søvn.
- Vidste jeg ikke rigtig hvor mange kalorier jeg havde brug for.
- Tænkte jeg overhovedet ikke på kalorier.
- Tvang jeg ikke mig selv til at gå 150kcal med hunden. I regn.
- Ville jeg give alt for at komme af med min "mave".
- Var jeg meget ked af det, hvis nogen sagde at jeg var doven eller... fed.
- Brugte jeg M og L, men tænkte ikke rigtig over det.
- Var jeg ligeglad at vægten sagde 65,5 istedet for 65... tænkte bare... nå pyt, det er kun ½kg.
I dag.
- Har jeg det dårligt over, at jeg ser sådan ud... Men nyder det... Selvom det er forkert.
- Springer jeg fra, hvis dét har noget med mad at gøre.
- Tænker jeg meget på sport, og har det dårligt, hvis jeg "kun" har løbet 16km den uge.
- Tænker meget på mad, kalorier og vægt.
- Spiser jeg ikke noget, hvis jeg ikke har været med til at lave det.
- Bliver nødt til at stå en halv time tidligere op, for at nå at veje og skrive min madpakke og morgenmad ind = træt i skolen.
- Har jeg endnu større krav til mig selv.
- Har jeg en flad mave.
- Får jeg det dårligt engang imellem, når jeg kigger på mig selv i spejlet.
- Bruger jeg s og xs... Og s kan stadig engang i mellem hænge.
- Siger vægten 47,1kg.
- Spiser jeg selvom jeg ikke er sulten... Det er jo mad?!
- Er min viden inden for sundhed og vægttab meget stort.
- Er mine interesser ændret.
- Lader jeg sport komme før venner.
- Føler jeg mig pisse stresset.
- Hvis jeg skulle vælge, hvilket liv jeg ville have, ville jeg sige... Ingen af dem.
Det lyder i sandhed meget trist. Hvorfor vil du ikke i behandling for den spiseforstyrrelse? Ellers ender den med at ødelægge de bedste år af dit liv, og du kan ende med knogleskørhed pga. for lidt kalk, hvilket er ret øv senere når man er blevet ældre :)
SvarSletDer er masser af steder man kan gå i behandling, gratis, jeg selv har med stor success gået i gruppeterapi et halvt år og er næsten komme af med min spiseforstyrrelse, som var meget lig din, bare en smule mere ekstrem.
Jeg går jo til læge med det.
SvarSletMen min læge siger, at hun ikke er bekymret for mig - at jeg bare skal spise noget mere.
Men jeg har så heller ikke fortalt min læge, hvad jeg går rundt og tænker osv. Da jeg ikke kender hende så godt, hun er faktisk ikke MIN læge, men hun er sygeplejeske, men min læge gider jeg heller ikke tale med om det.
Men det er netop ikke dig der "ikke gider snakke om det", men din spiseforstyrrelse, du skulle bare vide hvor overrasket man bliver over at finde ud af hvor meget en spiseforstyrrelse kan diktere og få en til at tro at det er en selv der tager disse beslutninger, men her er noget jeg netop læste i dag: Hvis du har tabt dig meget på kort tid kommer der en kemisk ubalance i hjernen der er medvirkende til, at du bliver besat af din vægt. Det er bl.a. derfor, at man ofte hører om syge patienter (eks. kræft-patienter, der har tabt sig meget) efterfølgende kan risikere at få en spiseforstyrrelse netop pga. det store vægttab.
SvarSletPiger med spiseforstyrrelse skal derfor oftest op på en bestemt vægt, før der kommer ligevægt i psyken pga. de kemiske reaktioner i hjernen.
Og det er jo netop det der er sket for dig. Jeg siger det ikke for at gøre dig vred, og jeg ved også at hvis man ikke fuldt har accepteret at man har en spiseforstyrrelse, så er der ingen andre der kan fortælle en at man har det :)
Jeg vil ikke lyve og sige, at jeg har en normalt forhold til mad ;-). Fordi det ved jeg godt, at jeg har... lige meget, hvor lidt jeg har lyst til at indse det.
SvarSletSynes bare at det er mærkligt, at det kan gå sådan, at det lige sker for én